Studie om, at hunde opfatter deres ejers stress

Skrevet og kontrolleret af biolog Samuel Sanchez

Sidste ændring: 21 december, 2022

Vi har alle formodet, at hunde opfatter deres ejers stress og andre følelser. Enhver hundeejer vil påstå, at deres kæledyr ved, hvornår de er glade eller triste. Lyde og ansigtsudtryk er et universelt sprog, så denne kommunikation mellem arter er ikke fuldstændig overraskende.

Det, der måske kan være fascinerende, er at vide, at foruden at opfatte deres ejers følelsesmæssige tilstand, bliver hunde også påvirket af den og genererer fysiologiske reaktioner baseret på situationen.

Om stress og dets hormonelle grundlag

Stress er en følelse af fysisk eller følelsesmæssig spænding. Det er nødvendigt at skelne mellem to typer: Kronisk og akut.

• Akut stress er en fuldstændig normal fysiologisk reaktion, eftersom kroppen frigiver bestemte hormoner i potentielt farlige situationer.
• Den kroniske type manifesterer sig selv med advarselstegn og ubehag i patientens krop, selv hvis der ikke er nogen reel grund til det. Denne type stress kan vare i dage, uger eller måneder.

Denne følelse har et hormonelt grundlag, eftersom det er tydeligt forbundet med frigivelsen af adrenalin og kortisol.

Det første hormon øger pulsen og blodtrykket. Det andet forbedrer anvendelsen af glukose i hjernen, øger tilgængeligheden at substanser, der reparerer væv, ændrer reaktionerne i immunsystemet og undertrykker den korrekte fordøjelsesfunktion.

Alle disse fysiologiske mekanismer – blandt mange andre – har en tydelig funktion: At omdirigere ressourcer for at kunne prioritere kamp eller flugt hos personen. Men hvad har disse aspekter med adfærden hos en hund og dens ejer at gøre?

Hunde opfatter deres ejers stress

Et studie i tidsskriftet, Nature, prøvede at belyse forholdet mellem tamme hundes stress i forhold til deres ejers følelsesmæssige tilstand. For at gøre det fulgte studiet de følgende trin:

• Forskerne holdt øje med 58 par bestående af en hund og en ejer, og de målte niveauerne af kortisol hos både menneskerne og hundene på to forskellige tidspunkter (sommer og vinter).
• Resultaterne blev sammenlignet med personlighedstrækkene hos ejerne samt med hver hunds livsstil.
• Eksperimentet viser et tydeligt forhold mellem niveauerne af kortisol hos hundene og ejerne ud fra tiden på året og deres personlighed.

Hvor utroligt det end kan lyde, var niveauerne af dette hormon hos hunde ikke betinget af deres fysiske aktivitet, men af deres ejers følelsesmæssige tilstand.

Neurotiske, nervøse og mistænkelige ejere havde højere niveauer af stress. Dette førte til en højere koncentration af kortisol hos hundene. Det er bevis på, at hunde foruden blot at opfatte menneskers følelser også gør dem til deres egne.

Dette fænomen er kendt som “følelsesmæssig smitte”. Det reagerer på en mekanisme, som skaber empati og delte følelser mellem to eller flere individer enten eksplicit eller implicit.

Vi må huske på, at mennesker er det centrale element i en hunds liv. Hunden er derfor meget mere påvirket af sin ejer end omvendt. Mennesker har trods alt andre sociale omgangskredse foruden hjemmet, mens hunde kun har os.

Foruden ansigtsudtryk

Vi kan gå længere endnu, eftersom forskellige kilder siger, at hunde er i stand til at “lugte” hormonelle ændringer hos mennesker. Det ville forklare, hvorfor de tilpasser deres adfærd, når de for eksempel møder en gravid kvinde.

Foruden at genkende vores ansigtsudtryk kan disse dyr også opfange ændringer i hormonniveauer såsom oxytocin, serotonin og dopamin – substanser, der produceres under lykkelige begivenheder. Hunde kan derfor utvetydigt fortolke deres ejers følelsesmæssige tilstand.

Hunde opfatter deres ejers stress: En delt følelse

Som vi har været i stand til at se, bevæger vi os ikke længere i et terræn af spekulationer, når vi taler om hundes empati. Eksperimenter har vist, at hunde i den grad er i stand til at opfatte deres ejers følelser foruden blot deres ansigtsudtryk. Disse følelser påvirker dem endda også.

Vi må derfor ikke glemme, at hunde er familiemedlemmer, som kræver omtanke. Hvis vi undgår at råbe foran et lille barn, hvorfor er det så normalt at gøre det foran et kæledyr?