Sig hej til en skink: Er den slange eller firben?

Skrevet og kontrolleret af biokemiker Luz Eduviges Thomas-Romero

Sidste ændring: 21 december, 2022

En skink er et dyr med en aflang krop, der ligner en slanges krop meget. Men deres fysiologi er ret anderledes. Er du klar over, hvad forskellene er?

Selvom dens udseende kan snyde, er skinken faktisk et firben. De fleste af dem er jordlevende, men nogle af dem lever i træer. De har normalt mere aflange kroppe end andre firben, så de bliver ofte forvekslet med slanger.

Skinken lever af hvirvelløse dyr, primært insekter. Nogle af dem spiser dog også planter, og de større arter lever af hvirveldyr. De fleste skinker lægger æg, men der findes flere både æglæggende og ungefødende arter.

Scincidae-familien er en meget mangfoldig gruppe, med en masse underarter af skinker. Faktisk er der mere end 1200 af dem.

Hovedforskellene mellem firben og slanger

For at kende dette dyr bedre, er vi nødt til at kende forskellene på firben og slanger. Selvom de begge er krybdyr, er der nogle grundlæggende karaktertræk, der gør dem meget forskellige fra hinanden.

De fleste firben har en tør og skællet hud. Derudover har de fire kløer og en lang hale. Generelt har firben en svag hale; et lille slag eller træk, og den knækker af. Det er en forsvarsmekanisme, der skal distrahere rovdyr, så firbenet kan undslippe.

Det kan dog også være en ulempe at tabe sin hale, for det er der, at firbenet opmagasinerer fedt. Derudover giver halen stabilitet og balance. Heldigvis kan firben danne en ny hale af sig selv.

Samtidig findes der jo slanger, som har forskellige størrelser. De findes som afrikanske slanger på størrelse med en blyant, til anacondaer, der er store nok til at spise meget store byttedyr. De findes i næsten alle jordens klimaer, undtaget i polarregionen. Dog er der især mange slanger i tropiske egne, og ørkener.

Mange slanger, såvel som firben, har tvedelte tunger, som arbejder sammen med sanseorganerne i ganen, som en slags scannere af nærmiljøet. Modsat slanger, har firben bevægelige øjenlåg, og et fremragende syn.

Hvordan ser en skink ud?

Som vi før har nævnt, er skinker faktisk firben. Men disse dyrs kroppe har altså på forunderligvis udviklet sig til at blive slange-agtige, selvom de stadig er firben.

Disse dyr har mange små ben, og det er først og fremmest det, der adskiller dem fra slanger. Derudover har de et hoved, der rejser sig lidt fra jordoverfladen, og peger opad.

Men de har en meget lang og kegleformet hale, som de kan tabe mange gange i livet, og få en ny til at gro ud. Skinker, der har mistet deres haler, ligner slanger mest.

Et sort antal studier har påvist, at de kan variere meget i størrelsen. Og der er rigtig mange underarter af dem.

Deres størrelse kan variere fra blot 10 cm til over en meter lang. Men deres størrelse vil selvfølgelig altid afhænge af deres miljø, og hvilken underart de tilhører.

Skinkens geografiske fordeling

Disse dyrs geografiske fordeling ligger slet ikke fast, da der findes så mange underarter. De kan leve i bjerge, savannaer, ørkener og endda på græs. Men de kan være svære at finde, da de kamuflerer sig godt i træer.

Når de gemmer sig under jorden, kan man slet ikke finde dem. Men det sker, at de opdages i områder, hvor mennesker bor. Desværre dræber mange mennesker dem, når de ser dem, fordi de forveksler dem med slanger.

Skinkens vaner med hensyn til reproduktion

Måden en skink formerer sig på, er måske en af de underligste ting ved den. I modsætning til mange andre dyr, viser Scincidae ingen tegn på moderlig omsorg, om man så må sige. Hunnen går som regel væk, uden at komme tilbage, i samme øjeblik hun har lagt æg eller ungerne er født.

Som andre typer af firben, er nogle af skinkerne ægdannende. Det vil sige, at de bærer æggene inden i sig, indtil ungerne kommer ud af skallen. Nogle æg bliver endda udklækket i morens krop.

Ikke desto mindre, er ungerne på egen hånd i samme øjeblik, de ser dagslyset. Moren hjælper dem ikke og tager sig ikke af dem. Ungerne må selv finde husly og føde.

Noget lignende sker for de æglæggende underarter af skinker. Moren danner en rede, hvor æggene holdes varme, og i sikkerhed fra eventuelle rovdyr.

Men moderen forlader reden, så snart alle æggene er lagt i den. Hun bliver ikke og hjælper ungerne med at komme ud af skallen, eller hjælper dem videre i livet på nogen måde.

Adfærd og føde for en skink

Denne art bruger typisk en masse tid oppe i træerne. De kommer sjældent ned på jorden, og kun når de har svært ved at finde læ eller mad. Der er dog også visse underarter, der graver sig ned i jorden for at blive beskyttet, i stedet for at hænge i træerne.

En skink er normalt temmelig sky, og klarer sig fint i fangenskab. Af denne grund er de også som regel velegnede som kæledyr. Det er dog vigtigt, at man har de rette midler til at passe dem. Det vil blandt andet sige deres særlige miljø, temperatur og den føde, de har behov for.

Generelt spiser disse dyr primært insekter. Det kan være biller, fårekyllinger, larver og græshopper. Nogle gange kan de finde på at spise små gnavere, og endda mindre arter af firben.

Generelt afhænger deres føde af deres nærmiljø, og hvilke andre fødevarer de har til deres rådighed.

Vi håber, du har haft det sjovt med at lære om disse sjove dyr! På gensyn en anden gang.