Paradoksale og giftige havslanger

Mød slangen, som mange dykkere oplever i de varme farvande.

Tæt forbundet med kobraer adskiller giftige havslanger sig dog fra sine jordfaste fætre med en krop, der er tilpasset til at kunne dykke ned i dybt vand.

Havslanger er også kendt som koralrevsslanger. De er nogle paradoksale skabninger. Nogle folk kan opleve at svømme ved siden af dem, selvom de på land ikke ville bryde sig om at være tæt på deres krybende fætre.

På den ene side har de et ry for at være meget fredelige dyr, der kun angriber ved selvforsvar, og som folk kan mænge sig med, når de dykker.

Samtidig er disse havslanger meget giftige. Faktisk mere end nogen anden slange. Disse smukke dyr er forbundne med den australske landslange og modsat andre dyr, som udelukkende lever i havet, så kommer havslanger op til overfladen for at trække vejret regelmæssigt.

Havslangers biologi

Disse slanger har en unik evne til at tilpasse sig havets vilkår, da de er i stand til at absorbere ilt gennem deres hud oppe ved overfladen. De kan faktisk få dækket 25 % af deres iltbehov på denne måde.

Et andet evolutionært træk handler om, hvordan havslanger klarer salt. Der er oprindeligt dyr skabt til landjorden og kan ikke tåle ret store mængder af salt, som andre havdyr. Men havslanger har udviklet en speciel kirtel under og omkring deres tunge, der gør det muligt for dem at skille sig af med det overskydende salt i deres krop.

Det sidste evolutionære træk, vi finder hos havslanger, er deres skæl. De fleste slanger på landjorden har et overlappende lag af skæl, der er skabt for at beskytte dem mod jordens konstante afskrabning.

Havslanger har ikke brug for den slags beskyttelse og deres skæl er bløde og overlapper ikke. De er designede til at være vanddynamiske og tjener som skjold mod de skarpe koraller.

Havslangers levested

Giftige havslanger lever over hele verden i varme og tempererede vande. Som de fleste øgler bryder de sig ikke om koldt vejr. Det er muligt at finde dem i tropiske farvande fra Caribien til Australien og også ved Afrikas østkyst.

Af en eller anden grund, som vi ikke kan forklare, så er der ikke nogen havslanger i Atlanterhavet og Middelhavet. Det er underligt, for de er varme nok til, at havslanger kan klare sig der.

Endnu en uforklarlig grund er der også til, at giftige havslanger ikke er særlig villige til at krydse hverken Panamakanalen eller Suezkanalen, selvom mange andre arter sagtens kan klare det.

Dødeligt giftige havslanger

Havslangen er som dens fætre på land giftig. Den bider dog ikke så tit, men når den så gør det, så sker det med manér. Modsat slanger på land så bider havslanger ikke med en ordentlig indsprøjtning af gift.

Takket være den lille mængde gift er biddet ofte uden smerter og symptomerne kommer ikke lige med det samme. Men på trods af den ringe mængde gift i biddet, så er det meget farligt på grund af giftens styrke. Hvis det forbliver ubehandlet, kan man dø af det 8 til 12 timer senere.

Myter om giftige havslanger

Den mest almindelige myte, du kommer til at høre om giftige havslanger er, at havslanger på grund af deres små hugtænder kun kan bide en dykker i øreflippen og den hud, der er mellem tommeltotten og pegefingeren.

Det er kun en myte. De fleste slanger i havet er fredelige og rolige af natur, og man har set mange fiskere, der kan filtre dem ud af deres net og sætte dem fri igen. Men havslangers mangel på aggressivitet skal ikke forveksles med en manglende evne til at gøre det.

Havslanger kan bide og trænge gennem fri hud hos mennesker, og de fleste af dem er så giftige, at døden kan indtræde meget hurtigt, hvis det ikke behandles.

Føde og vaner for reproduktion

Favoritspisen for denne slange er fisk, som bliver slugt hele. De mæsker sig også gerne i ål og skaldyr, og nogle af dem spiser også fiskenes æg.

Koralrevsslangen er en ovovivipare art. Æggene udvikler sig inde i moderens krop, indtil de er klar til at blive født. Kun laticauda arten lægger æg til udrugning på jorden.

Unge havslanger er født levende i vandet, hvor de tilbringer resten af deres livscyklus. Hos nogle arter er ungerne ret store – omkring halvdelen af deres mors størrelse nogle gange. Afkommet hos havslanger kan klare sig selv fra fødslen. Det er en af de få dyrearter, der ikke kræver pleje af moderen.