Den akrobatiske klippegrævling

Selvom en klippegrævling ligner en gnaver, så er dens nærmeste slægtninge faktisk elefanter og søkoen.

En klippegrævling ligner meget et marsvin eller en stor kanin med meget korte ører. Men dette dyr har tænder, tæer og en kraniestruktur, der er meget ens med det, en elefant har. Faktisk er lighederne så store, at videnskabsfolk anser klippegrævlingen for at være en af elefantens nærmeste levende slægtninge.

Klippegrævlingens stærke kindtænder knuser den hårde vegetation, og de har to fortænder som små hugtænder ligesom en elefant.

Livet i klipperne

Denne art tilhører Procaviidae eller Hyrax familien, og der er tre forskellige typer. Klippegrævlingen, trægrævlingen og den gulplettede grævling. Klippegrævlingen lever især i Afrika, men den kan også findes på kysterne af den Arabiske Halvø og op mod Libanon.

Som dets navn antyder, så samles de i områder med bjerge, klipper eller også ved små hjørner på klipper, der giver dem ly og beskyttelse. Det er let at se, hvor de lever, for deres urin krystalliserer sig og ligner lidt hvide mærker på klipperne.

Klippegrævlingens ben er udviklet til at klatre i klipperne. Den nederste del af hvert ben er bart og har en fugtig, gummiagtig pude, som sidder i midten, hvor den har effekt som en slags sugekop. Dette hjælper klippegrævlingen med at klatre i klipperne og på andre glatte overflader uden at falde ned.

Adfærd hos en klippegrævling

Klippegrævlingen er en meget social art og kan findes i kolonier med op til 50 dyr sammen, der deler sovepladser og leder efter føde sammen. Hver dag begynder med, at gruppen solbader i adskillige timer. Når de har fået varmen, søger de lidt ud et kort øjeblik for at finde føde.

Klippegrævlingen bryder sig ikke om regn eller kulde, og den vil ikke tænke på at forlade sin rede, hvis den ikke kan lide vejrudsigten. Selvom den normalt kommer ud i løbet af dagen, så kan de også finde på at komme ud i måneskinnet. Men de tilbringer det meste af deres tid med at lave ingenting. Kun i omkring 5% af deres tid er de aktive.

I nogle områder af Afrika lever trægrævlingen sammen med klippegrævlingen i de samme klippefyldte områder. De to arter er set, hvor de deler sovepladser, og hvor de samles om morgenen for at få varmen. Deres unger leger endda sammen. Selv om de er forskellige på andre områder, så ser det ud til, at disse to arter forstår hinanden.

Spisevaner

Klippegrævlingen har en mave, der er inddelt i tre rum, der hver indeholder bakterier, som skal hjælpe med fordøjelsen af de planter, den spiser. I regntiden spiser de især græs. Men når græsset tørrer ud, spiser de frugter og blade.

De danner en cirkel, når de spiser, med deres hoveder vendt udad, så de kan holde øje med, om der kommer rovdyr. De dyr, som de holder øje med, er sjakaler, leoparder, hyæner og den sorte ørn. 

Takket være dens fantastiske syn kan en klippegrævling spotte et rovdyr mere en 1.000 m væk. Hver gang de spiser, vil den dominerende han gøre nogle stop undervejs i spisningen for at se sig om efter mulige farer.

Hvis han ser noget foruroligende, udstøder han et skrig, så de andre klippegrævlinger kan søge dækning eller holde sig fuldstændig i ro, indtil faren er drevet over.

Familieliv for en klippegrævling

Hunnerne hos klippegrævlingen holder sig til sin familie hele livet. Der er en han for hver femte hun, som bevogter et bestemt territorie indenfor deres koloni. Når der fødes en unge, hvilket normalt sker samme tid på året, hilser hele kolonien den velkommen og skal snuse til den nyfødte.

Hvalpene er overraskende nok meget veludviklede. De fødes med deres øjne og ører åbne, og de ligner lidt miniature voksne med den samme pels. Klippegrævlingen organiserer sig selv i grupper for at tage sig af deres unger, og mødrene skiftes til at passe dem.

Tre dage efter fødslen spiser hvalpene allerede fast føde. Hvalpene spiser ekskrementerne fra de andre klippegrævlinger. Man mener, at denne vane hjælper dem med at få de nødvendige bakterier til deres maver, så de kan fordøje de planter, som de spiser.