Abefrøer: Habitat og karaktertræk

Skrevet og kontrolleret af biologen Francisco Morata Carramolino

Sidste ændring: 21 december, 2022

Den neotropiske region har den største biodiversitet af anurapadder på planeten. I dette område har dyr tilegnet sig en meget anderledes form og livsstil, og træfrøer skiller sig ud for deres tilpasninger. Inden for denne gruppe er abefrøer særligt bemærkelsesværdige – både på grund af deres biologi og deres forhold til mennesker. 

Der er på nuværende tidspunkt 16 arter af abefrøer, der alle tilhører slægten Phyllomedusa. Disse padder har udviklet ekstreme tilpasninger til at leve i træer. Hvis du ønsker at lære mere om abefrøer, så læs med.

Fysiske træk hos abefrøer

Selvom der er nogle forskelle blandt de 16 eksisterende arter i denne slægt, deler de alle visse ligheder. Deres navn stammer fra deres udseende og proportioner såvel som deres vaner i træer. Disse padder er relativt store, og de rangerer i størrelse fra 7 til 12 centimeter.

Den største af disse frøer er den gigantiske abefrø (Phyllomedusa bicolor). Denne art er generelt slank med et stort hoved og runde, udadbuede, slående øjne.

Deres lemmer er meget lange og tynde og ender med hænder med fire lange fingre på de forreste lemmer og fem fingre på bagbenene. Tæerne er modstillede og slutter i klæbende puder, der hjælper dem med at klistre sig fast og klatre på grene.

Deres primære farve er grøn, som er mere eller mindre mørk afhængigt af arten, og den dækker ryggen på dyret. Ydermere har disse frøer som regel et strålende mønster på siden af kroppen, som kan strække sig til ekstremiteterne.

Disse farver på siderne er primært orange, gule og sorte afhængigt af arten. Den nederste side er på den anden side som regel mindre pigmenteret.

Abefrøers habitat

Disse padder lever udelukkende i Central- og Sydamerika. De bor primært i tropiske eller subtropiske skovområder og oversvømmede områder med talrig vegetation, der er essentiel for deres biologi.

Ulig andre frøer lever de som regel ikke i vand, men de bruger det meste af deres liv højt oppe i træer på højder mellem 0,5 og 4 meter. Ligesom andre padder har de meget porøs hud, så de løber en risiko for at blive dehydreret ved at leve så langt fra vand.

Abefrøers adfærd

Disse frøer har udviklet en række tilpasninger for at undgå dehydrering. De er primært natlige, så de bruger dagen gemt blandt blade med deres ben trukket tæt ind til deres krop. Som et resultat heraf – foruden at undgå sollys og reducere fordampning – er de i stand til at camouflere dem selv bedre i deres miljø.

Ydermere er nogle arter i stand til at udskille en vokslignende substans gennem deres hud. Med hjælp fra deres bagben spreder de hyppigt og grundigt denne substans over hele deres krop og skaber et isolerende lag.

Det beskytter dem ikke blot fra at tørre ud, men indeholder også giftstoffer, der fungerer som en forsvarsmekanisme mod rovdyr.

Under reproduktion kommer abefrøerne ned fra trætoppene og sætter sig i vegetationen ved vandområder, som ofte er midlertidige damme. De lægger deres æg på brede blade, som de forbliver klistret til takket være den gelatineagtige substans, der omgiver dem. Frøerne folder dernæst bladet omkring kuldet og former en lille rede. 

Når æggene klækker, falder haletudserne ned i vandet, hvor de færdiggør deres udvikling, indtil de når metamorfoseprocessen.

Efter deres forvandling klatrer de unge op i træerne som voksne frøer, hvor de vil leve resten af deres liv. Mens de befinder sig i larvestadiet, spiser de af planter, men i deres voksne form fanger de bytte med deres lange tunge.

Forhold mellem mennesker og abefrøer

Som vi har nævnt ovenstående, har adskillige arter giftstoffer i deres vokslignende sekretioner på deres hud. Disse giftige substanser bliver traditionelt brugt i ritualer af adskillige indfødte stammer i disse områder, der kalder disse sekretioner for kambo eller sapo.

Derfor jager de frøerne og placerer dem over ild med deres lemmer bundet og udstrakte med formål om at stresse dyret til at udskille disse substanser og gøre det muligt for de indfødte mænd at indsamle dem. Efter dette bliver dyret som regel sluppet fri.

Når den er optaget, bliver substansen påført sår eller forbrændinger og trænger ind i blodstrømmen. Effekterne er forskellige og inkluderer opkast, diarré og tab af bevidsthed.

Det kan dog hernæst fungere som et smertelindrende middel og reducere opfattelsen af smerte. For indfødte bringer dette ritual held og gør dem blandt andre fordele til bedre jægere.

Selvom disse traditionelle praksisser ikke virker til at have alvorlige effekter på populationen af Phyllomedusa, er brugen af giftige sekretioner blevet populær som en alternativ terapi uden videnskabelig støtte.

Nogle folk bruger det endda til illegalt at forbedre præstationen i hesteløb. På den lange bane kan dette dog udgøre en øget risiko for bevarelsen af abefrøer.