Marabustorken: En fantastisk ådselæder

Skrevet og kontrolleret af biokemiker Luz Eduviges Thomas-Romero

Sidste ændring: 21 december, 2022

Marabustorken er en fantastisk ådselæder. I dag vil vi fortælle dig om vigtigheden af disse skraldemænd, der bidrager til balancen i vores økosystemer over hele kloden.

Marabustorken er en ådselæder i Ciconiidae familien. Faktisk er den det største medlem i denne familie, og den tilhører også en af de største flyvende fugle.

Marabustorken lever i det tropiske Afrika, fra Senegal til Eritrea, Etiopien, Somalia og inklusiv Namibia og Sydafrika. Dens videnskabelige navn er Leptoptilos crumenfier og det er et dyr, som ofte spottes våde og åbne, halvtørre områder.

Arten er ikke truet og forskerne mistænker derimod bestanden for at være på vej op. Dette skyldes især muligheden for affald og ådsler, som er dens vigtigste føde.

Karakteristika og spisevaner for marabustorken

Med sine næsten tre meter i vingefang er marabustorken en af de største flyvende fugle i verden. Denne flyvende gigant vejer fra 7 kg til 10 kg og den er over 1,5 meter lang. Når den står oprejst på sine lange ben, kan den blive lige så høj som et menneske.

Som de fleste andre storke er marabustorken selskabelig, men den kan være lidt humørsyg. De minder også om de andre storke ved at være meget stille. Det er kun, når den udfører parringsritualerne, at den kan finde på at udstøde forskellige lyde – den bruger sin hals til at lave disse.

Denne slags storke er optimister. Da dens næb ikke er indrettet til at splitte kroppe, må de pænt vente til det bliver deres tur efter de andre ådselædere.

Deres menu er ret varieret. De spiser alt fra fugle, hvirvelløse dyr, rotter og øgler. Desuden er de eksperter i at fiske og kan fange alt, som de får øje på, ved hurtigt at stikke deres halvåbne næb ned i vandet.

Deres dårlige ry

Disse ådselædere er ret berømte, fordi de spiser ildelugtende ting og er for dovne eller for inkompetente til at fange sit eget bytte.

Men jagt er bare en måde, hvorpå dyr kan skaffe sig føden. Der er mange forskellige arter af ådselædere derude, inklusiv de stolte løver, som ikke tøver med at gribe enhver mulighed, hvis den skulle opstå. Under alle omstændigheder så sørger ådselæderne for en unik og vigtig opgave til bevarelsen af vores økosystem.

Der er mange fordele ved ådselædere i økosystemet, fordi bortskaffelsen af de døde dyr ikke er ligegyldig. Faktisk udgør de døde dyr en fare for sundheden for de levende dyr, fordi de kan rumme så mange sygdomme.

Det er derfor, ådselædere er så vigtige. De kan hurtigt og effektivt tage sig af den døde biomasse, og det giver mange fordele for vores økosystem. Der findes en lang række af ådselædere derude: Krager, gribbe og marabustorke blandt andre.

Et paradigmeskifte – fødekæden

Tidligere antog biologer, at fødekæden var en lineær proces i et økologisk samfund. Under denne tanke mente de, at planterne sugede næring fra jorden og fra solen, hvilket så gik videre til planteædere og ville til sidst ende hos kødæderne. Disse fødekæder indebærer et voldsomt tab af energi ved hver overførsel.

Nu benytter eksperter et edderkoppenet-cirkulær perspektiv. Her er det arbejde, som ådselædere foretager sig, meget afgørende. Det er, fordi det omfatter alle fødekæder indenfor samme økosystem. Her gælder det om, at hver levende organisme deltager i flere fødekæder. Dette vil på skift udnytte energien bedre.

Denne præmis er, at hver fødekæde er en mulig vej for energi og næring at flyde gennem økosystemet. I et økosystem med edderkoppenet-cyklus er alle fødekæder indbyrdes forbundne og overlapper hinanden.

Alle organismer i edderkoppenet-cyklus er grupper, der passer ind i kategorier kaldet tropiske nievauer. Man inddeler dem normalt i disse undergrupper:

• Det første tropiske niveau: Producenter
• Dernæst det første, andet og tredje tropiske niveau: Forbrugere
• Til sidst det tredje tropiske niveau: Nedbryderne

Det er således ådselædere og nedbrydere, der fuldender den biologisk livscyklus. Deres handlinger fører til genanvendelse af næringsstofferne, der vender tilbage til jorden eller havet, hvor autotropiske organismer bruger dem. Således begynder en ny livscyklus.

Fordelene ved marabustorken

Marabustorken er ligesom de fleste ådselædere meget fleksibel med, hvad den spiser. Det er en fordel, da det er lettere for dem at finde føde end for de dyr, som har en mere begrænset menu.

Ådselædere gør det lettere for nye arter at tilpasse sig omgivelserne. Dette er bestemt sandt i tilfældet med marabustorken, der nu har bredt sig til langt ud over Saharas territorium.

Selvom de fleste af dem er standfugle, så er der nogle af dem, der trækker. Nogle folk har set dem på vej mod ækvator efter at have parret sig. Der er også rapporter om, at de er set i Marokko, Spanien og Israel.

Marabustorken forbindes ofte med mennesker og de strejfer omkring deres fiskesteder og affald. Dens evne til at spise et bredt udvalg af føde er en vigtig faktor for dens overlevelse og i sidste ende for dens succes som art på det sted, den lever.

Tak, fordi du læste med.