Er mankefår en invasiv art?

Skrevet og kontrolleret af dyrlæge Érica Terrón González

Sidste ændring: 22 december, 2022

Mankefår var for nogle år tilbage en invasiv art, men nu er det op til diskussion. Så er det en invasiv art eller ej?

Baggrundsoplysninger

Det videnskabelige navn for mankefår er Ammotragus lervia, og den tilhører gedefamilien. Den er i øvrigt naturligt hjemmehørende i Afrika. Lad os se nærmere på nogle af dens karakteristika:

• Før det første kan den veje op til 160 kg.
• Dens pels er også meget kort enten i en rødlig eller lysebrun farve – lig med farven på ørkensandet, hvor de normalt lever. Dens hale er ulden og lang, og begge køn har skæg og svungne horn. De er hos hannerne en lille smule længere end hos hunnerne. Disse horn kan blive op til 60 cm i længden.
• Desuden er den kun planteædende, da den lever af lav, vækster, grene, blade og bær.
• De lever også sammen i mere eller mindre blandede grupper i alle aldre, bestående af hanner, hunner og unge. Hunnerne er dem, der leder grupperne, og de får normalt kun et lam.
• Endelig kan vi oplyse, at deres forventede levetid vil ligge på cirka 20 år.

Ankomsten af mankefår til den iberiske halvø

Dette fandt sted i 70’erne takket være efterspørgslen efter større dyr, man kunne jage. De kom samtidig med mouflonfåret.

Oprindeligt levede de i Natural Park i Sierra Espuna, i Murcia i Spanien. Problemet begyndte, da antallet af dem steg så hurtigt, at der blev mangel på føde. De var også helt uden naturlige fjender i form af rovdyr, og desuden var de dygtige til at formere sig hurtigt. Derfor lykkedes det for dem at blive anset for at være en invasiv art.

Lige nu kan de findes i Murcia, området omkring Valencia, Andalusien og på de Kanariske Øer. De har i den grad sat deres aftryk på øernes naturlige flora.

Er mankefår en invasiv eksotisk art?

Da de først ankom, anså folk dem for at være en eksotisk art. Nogle fandt dog nogle fossiler, der i første omgang blev klassificerede som geder. Men senere undersøgelser viste klart, at de ikke lige var geder.

“Både bjerggeden og mankefåret overlapper i deres økologiske niche. Men der er ingen enighed om deres optimale områder, fordi bjerggeden kan lide stejle skrænter og højderne. De søger desuden også mod steder med lidt mere skov og fugtighed væk fra veje og befolkning. Mankefåret foretrækker at græsse frem for at søge efter steder.”

-Dr. Jorge Cassinello-

Ligesom alle andre planteædere, der ikke har nogle naturlige fjender i form af rovdyr, så vokser mankefåret i antal. Så det er vigtigt at kunne kontrollere dem.

Problemet er bare, at på IUCN’s liste optræder mankefår som “sårbar og truet” i middelhavsområdet (ligesom den brune bjørn for i øvrigt). Men området omkring Valencia er begyndt at anse dem for at være en art, man skal udrydde. Og det er selvom den lever i fredelig sameksistens med kvæg, der græsser i bjergene med mouflonfår og rådyr.

Begrænsning af mankefåret

Det er ret afgørende at have en bestand af planteædere, som man kan kontrollere i antal. Det sker normalt gennem kontrolleret jagt og viden om, hvilke og hvor mange man må skyde hvert år.

Folk indleder for tiden jagten på dem, inden de når at blive fem år gamle, også selvom de ikke er værd at jage som trofæer endnu. Så en kontrol af jagten kan gøre meget ved det.

Desuden er det videnskabelig bevis for, at man nu kan fjerne mankefår fra listen over invasive arter. Hvorfor? Fordi de foretrækker enge og marker, hvilket fremmer biodiversiteten. Også fordi det er en måde at rydde skovene på, så de åbne arealer fremkommer helt naturligt. De tjener også som naturlige brændbælter.

Forekomsten af mankefår på en ø mod sydøst er langt fra at være en trussel, for de gavner bjergene. De sørger nemlig for at skabe en stor biodiversitet i landskabet.