Alt om gigt hos en labrador

Skrevet og kontrolleret af biolog Paloma de los Milagros

Sidste ændring: 21 december, 2022

Vidste du, at nogle hunderacer er mere udsatte for bestemte sygdomme og lidelser i forhold til andre? Dette er tilfældet med gigt hos en labrador.

Labradorens tendens til at tage for meget på i vægt er en bidragende faktor til denne sygdom. Der er dog andre udløsere, som kan blive kontrolleret for at kunne forebygge eller lindre effekterne af gigt.

Generelt refererer det kliniske begreb “gigt” til betændelse i led. Denne tilstand rammer ikke kun mennesker, men også bestemte dyr. Dyrets størrelse, vægt, alder og genetik er risikofaktorer.

Gigt hos en labrador er faktisk meget gængst. Dette er delvist på grund af det faktum, at de er en stor hunderace. Deres led oplever mere slid gennem tiden, end hos mindre hunderacer. Schæferhunde, Sankt Bernards, Mastiff og Grand danois har også meget høje rater af gigt.

Typer af gigt hos hunde

Der er fire forskellige typer af gigt, som er mest gængse for hunde. Disse er primært identificeret ud fra deres årsager.

Hvad er nogle af de andre årsager foruden dem, der er nævnt ovenfor? Blå mærker eller slag på led, infektioner, ændringer i hundens immunsystem eller problemer med stofskiftet kan også få gigt til at opstå.

De hovedsaglige versioner af gigt hos hunde er:

• Slidgigt eller degenerativ leddegigt. Dette betyder gradvis forringelse af brusken, som omgiver leddene. Det er forbundet med alderdom og overvægt.

• Hoftedysplasi. En genetisk sygdom, som resulterer i et deformt hofteled. Denne type af gigt producerer en misdannelse i hofteleddet. Denne sygdom forårsager gradvis forringelse af brusken omkring leddet og producerer kronisk betændelse.
• Albuedysplasi. Som i det tidligere tilfælde er denne sygdom på grund af, at albueleddet ikke har udviklet sig ordentligt. Det menes at være arveligt. Foruden den typiske forringelse af brusken, som gigt forårsager, kan det endda få knogler til at splintres i de værste tilfælde. De fleste af tilfælde af gigt hos en labrador er af denne type. Albuedysplasi er gængst hos større hunderacer.
• Knædysplasi. Denne type af gigt er også forårsaget af en misdannelse i knæleddet. Det rammer dog som regel små hunde. Det kliniske begreb er patellaluksation eller at knæskallen er gået af led.

Behandling af gigt hos en labrador

Hvad kan gøres, når en hund er diagnosticeret med gigt? Afhængig af typen og hvor fremskredent det er, er der her nogle mulige behandlingsmetoder:

• Anti-inflammatorisk medicin, som vil hjælpe med at lindre smerte.
• Planlægning af kost i tilfælde, hvor hunden er overvægtig eller har en sygdom forbundet med stofskiftet.
• Kosttilskud til at hjælpe brusken i leddet med at gendannes.
• Operation til at hjælpe med at rette op på en nedarvet misdannelse i leddet (dysplasi).

Forebyggelse af sygdommen

Gigt hos en labrador kan opstå naturligt med alderen og på grund af dyrets bygning. Der er dog bestemte forebyggende forbehold, man kan tage. Disse mindsker ikke blot sandsynligheden for, at sygdommen opstår. De kan også hjælpe med at mindske, hvor seriøse de mulige symptomer bliver.

• Low-impact motion. Et aktivt liv vil altid være en god idé for en hunds fysiske og mentale helbred. Det vil også hjælpe med at kontrollere din hunds vægt. Hundeejere af racer, der er særligt udsatte for gigt, bør dog vær særligt opmærksomme på typen af motion, som hunden udfører. Vær sikker på, at din hunds led ikke vil blive alt for anstrengt. Lange gåture foretrækkes frem for løb eller noget, som kræver, at dyret hopper.
• Kontrol af vægt. Større hunderacer har større tendens til overvægt. Det er essentielt at kontrollere mængden af foder, som din hund spiser, samt at vælge den mest passende type foder.
• At tage din hund til dyrlægen til hyppige tjek.
• At give hunden kosttilskud for at hjælpe brusken med at vokse kan hjælpe med at forbedre hundens helbred. Du kan også overveje massage eller alternative behandlinger såsom akupunktur eller fysioterapi.

Gigt er en af de mest gængse sygdomme hos en labrador. Takket være forebyggende metoder, kan det dog kun dukke op senere i en hunds liv. Og det kan selvfølgelig håndteres effektivt takket være tæt samarbejde mellem dig og din dyrlæge.