Historien om Fernando: Den omstrejfende hund

Dette er historien om en lille hvid hund, som havde et fint øre for musik. Han var elsket i hele byen. Folk har dedikeret bøger, digte og statuer til hans minde. Han hed Fernando og var hovedpersonen i en legendarisk sang af sangskriveren Alberto Cortez.

Hunden som vidste, hvordan man vinder over en hel by

Hunden dukkede pludselig op på en bar i Resistencia, hovedbyen i den argentinske provins Chaco, juleaften i 1951. Han søgte ly for en voldsom storm.

Han lagde sig ned for fødderne af Fernando Ortiz, en bolero sanger, som skæbnen ville lige kom gennem den by, der senere skulle blive hans permanente hjem.

Straks blev Ortiz Fernandos officielle ejer, og han gav den også sit navn. Men hunden vandt også hele byens hjerter og byen blev også dens hjemsted. Alle ville gerne invitere den ind i deres hjem og bruge tid sammen med den i barerne og restauranterne, som den ofte kom forbi.

Mød Fernando, den omstrejfende hund, som vidste, hvordan man vandt alles hjerter i byen. Han var elsket af alle, som havde det privilegium at dele deres liv med den. Hans minder lever videre i dag i digte, bøger, statuer og sange, som hylder han frie ånd.

Fernando, gadehunden som gjorde Resistencia til sit hjem

Hunden udviklede en rutine, der sædvanligvis bestod af:

• Overnatning i Hotel Colons lobby.
• Drikke kaffe med mælk og croissanter til morgenmad hos bankdirektøren i Nation Bank.
• Besøge frisøren ved siden af den japanske bar.
• Frokost i restauranten El Madrileno eller i Sorocabana.
• Tage en middagslur i doktor Reggiardos hus.
• Jagte kattene på torvet.
• Aftensmad på La Estrella Bar.

En hund med et fantastisk musikøre

Udover sin søde væremåde og dens evne til at få alle i byen til at elske ham var Fernando, den omstrejfende hund, kendt for sit helt usædvanlige øre for musik.

https://youtu.be/S6GlDPng96k

Byens ældre borgere siger, at Fernando aldrig missede en aktivitet, hvor der var musik med. Han lyttede til koncerter, offentlige og private sammenkomster og karnevaller. Han havde altid et udsøgt sted til disse begivenheder. Folk lagde altid mærke til, om den kunne lide det.

Fernando sad som regel ved siden af orkesteret eller solisten og viftede med sin hale som et tegn på anerkendelse. Men hvis en spillede falsk eller kom ud af takten, begyndte han at knurre eller hyle. Han kunne endda finde på at gå!

Engang blev han uvenner med en polsk pianist, som gav en koncert for fulde huse i byen. Fernando knurrede flere gange, hvilket fik musikeren til at rejse sig fra sin stol, da forestillingen var forbi og indrømme, “Ja han har ret. Jeg spillede forkert to gange.”

Fernando udødeliggjort i en sang

Den 28. maj 1963 skete der noget frygteligt. Foran torvet ved siden af det lokale regeringskontor, hvor han plejede at jage katte, blev han kørt ned af en bil.

Hele byen sørgede over ham. Hans begravelse anses for at være den mest besøgte i byen nogensinde. Selv de lokale myndigheder sørgede over ham og viste ham sin respekt. I dag hviler han under indkørselen til museet, El Fogón de los Arrieros – det store kulturcenter i Chaco. Han lever videre i hjerterne hos dem, som havde fornøjelsen af at lære ham at kende.

Han er desuden udødeliggjort i “Callejero” sangen af Alberto Cortez, som vidunderligt beskriver frie sjæle som Fernando, der gik omkring på jorden trofaste i “deres hjerter og deres skæbne.”

Hovedkilde til billederne: Pertile (Wikipedia Commons.)