Hirudo medicinalis: Lægeiglen

Hirudo medicinalis er en igle, og derfor et hvirvelløst dyr i Annelida phylum og Hirudinae familien. Denne slags igle har man anvendt til medicinske formål i mange århundreder, hvorfor den har fået det mere almindelige navn: Lægeiglen.

Historien bag lægeiglen

Der er skrevne vidnesbyrd om folk, der har brugt igler til medicinske formål helt tilbage til det antikke Egypten, Grækenland, Rom og Mesopotamien. I Middelalderen var igler ret almindelige i behandlingen af en lang række sygdomme.

Det var, fordi folk dengang troede, at kroppen bestod af fire væsker: Blod, gul galde, sort galde og slim. Teorien var, at enhver forandring i balancen i de fire væsker kunne føre til sundhedsmæssige problemer.

Det betød, at det at suge en smule ud af den vigtigste væske (blod) var nøglen til at genetablere balancen. Der var to gængse måder af gøre dette på: Åreladning eller terapi med lægeigler.

Anatomi

Lægeiglen er en hermafrodit, ledorm i Annelida phylum og Hirudinae familien. Af alle de 600 forskellige arter af igler, er denne den vigtigste på det medicinske område.

Fuldt udvokset kan den som voksen nå en længde på næsten 25 cm, efter den har spist. Hvis den ikke har spist, vil den kun være cirka en tredjedel af denne længde. Den har to sugekopper, et foran og en bagtil på dens krop.

Den forreste sugekop er ligesom dens mund. Den er lille, mobil og har tre tænder, der hjælper den med at suge blodet ud. Hver mund har mellem 60 og 100 tænder, som kan danne en Y-form inde i munden. Den bageste sugekop er mest til at kunne hægte sig fast og holde ved.

Spyt fra lægeiglen

Lægeiglen har spytkirtler, der udskiller omkring 60 forskellige proteiner. De har alle forskellige medicinske egenskaber. Her er nogle af dem, der er værd at nævne:

• Antikoagulanter: Især hirduin, som forhindrer trombin i at koagulere.
• Vasodilatorer: Disse substanser er meget lig med histamin, og de udvider dine arterier, så blodet nemmere kan flyde.
• Bedøvende: Bid fra igler er uden smerter, og mange folk tror, at det skyldes, at deres spyt har bedøvende virkning.
• Anti-inflammatoriske
• Antimikrobielle
• Proteinasehæmmende

Brugen af lægeigler

Medicinsk behandling med igler går også under navnet “igleterapi.” Folk opbevarer iglerne i glaskrukker med fugtige klude på et koldt sted. Du må ikke komme en igle i et lufttæt glas.

Når du skal have dem ud igen, skal du bruge en pincet og et mindre glas for at sikre dig, at de ikke stikker af og sætter sig på noget forkert. Huden, du vil placere iglen på, skal være ren. Hvis iglen ikke bider sig fast, kan du komme noget sukkervand på huden.

Når du har taget iglen af (den vil selv slippe sit tag, når den er mæt,) vil såret stå åbent i nogle timer. Så er du nødt til at have en tot vat ved hånden, som du kan lægge på såret. Tag den af næste dag og læg en ny på, efter at du har tjekket, om såret ser fint ud.

Det hævede område skal se meget bedre ud efter bare nogle få dage. Hvis iglen ikke har sluppet sit tag, selv efter den er mæt, skal du komme lidt saltvand på stedet. Det vil lettere få den til at slippe sit tag, og du risikerer ikke en infektion, fordi du er nødt til at hive den af.

Lægeigler kan man kun bruge en gang. Når du har brugt en, skal du forsegle den og brænde den. Der er ingen kendte tilfælde af infektioner fra dens bid.

Sygdomme, man bruger lægeigler mod

Her er nogle af de vigtigste sygdomme, folk bruger lægeigler i behandlingen af:

• Betændelse i leddene.
• Heling efter plastikoperationer.
• Migræner.
• Hæmorider
• Kronisk eksem

Der er en gammel fortælling om pilgrimme på Camino de Santiago (i Spanien) og hvordan de ville tage hvil ved bredden af søer og floder. De brugte disse steder til at komme til kræfter og hvile ud efter en lang rejse. De fik også hjælp fra en ukendt kant. Iglerne i vandet fjernede alle hævelser og forhindrede blodpropper.

Terapi med lægeiglen: Fordele og advarsler

Terapi med igler har ingen bivirkninger eller kendte negative konsekvenser. Det er også sikkert og helt harmløst. Men der er nogle ting, som du ikke må anvende igler til.

En af de største advarsler handler om, at man aldrig udfører det på en, som har et svagt immunforsvar eller nedsat nyrefunktion. Der er også en risiko for en infektion af bakterien Aeromonas hydrophilia. Denne bakterie lever i symbiose med lægeiglen. Bakterien sætter sig i tarmene og kan udskille et enzym, der hjælper iglen med at fordøje blodet.

En sidste ting, vi bør nævne: Terapi med lægeigler bør kun være en sidste udvej, når intet andet har hjulpet. Det er vigtigt at give patienten al den information, der kræves, og sikre sig, at man har deres tilladelse. Vi behøver ikke nævne, at det er en behandling, som kun bør finde sted på et hospital.