Sådan ved delfiner, at der er spækhuggere i nærheden
Spækhuggere er et af de mest frygtede rovdyr i havet. Dette pattedyr, som er et af de mest intelligente dyr på planeten, har et arsenal af komplekse jagtstrategier, som kun få dyr kan undslippe. Delfinen er et af de få dyr, der kan opdage, når spækhuggere er på jagt i nærheden.
Havets bedste rovdyrs jagtstrategier
En flok spækhuggere, der er på jagt, er det sidste, et dyr ønsker at støde på midt i havet. Deres karakteristiske skrig ligner næsten menneskelige stemmer. De er høje toner, der bruges til kommunikation, fodring og reproduktion.
Blandt de lyde, som denne arter af hvaler udsender, kan du finde:
- Ekkolokaliserende klik, korte pulsslag, som de udsender i sekvenser. De bruger dem hovedsagelig til orientering og lokalisering af bytte omkring dem. Denne type ultralyd, som de udsender med en frekvens på mellem 4 og 18 kilohertz, har også visse sociale anvendelser.
- Ultralydsfløjt er nyttige til at interagere med forskellige medlemmer af flokken. Man kan sige, at dette er måden hvorpå spækhuggere fører en samtale med andre flokmedlemmer. De udsender disse fløjtelyde med en gennemsnitlig frekvens på 8,3 kilohertz, og de varer normalt i 1,8 sekunder.
- Pulserende kald er de lyde, som vi næsten kan forveksle med menneskelige hvin eller skrig. Med en frekvens på mellem 1 og 6 kilohertz anvendes denne type ultralyd hovedsageligt under jagt. Det er dog også nyttigt til at kommunikere med andre spækhuggere.
Spækhuggere på jagt
De pulserende kald, der er nævnt ovenfor, er de eneste, som mennesker kan opfatte. De er en væsentlig strategi, når spækhuggere går på jagt.
Der findes forskellige underarter af disse hvaler. Det, der adskiller de forskellige arter, er den type bytte, deres kost består af, som er baseret på den slags strategier, de anvender under jagt.
For eksempel bruger en flok, der jagter sild, en teknik kaldet karruselfodring. Spækhuggerne skiftes til at gå hen til bunden af sildebanken og spinde rundt, mens der blæses luftbobler. De laver lyde, mens de terroriserer deres bytte ved at vise deres hvide bug. På den måde flygter silden i desperation til overfladen, hvor resten af flokken venter.
Sådan ved delfiner, når der er spækhuggere i nærheden
Når det kommer til delfiner, ønskede et hold af forskere at finde ud af, om delfiner ville kunne forstå spækhuggernes forskellige klik, kaldene og fløjtelyde, fordi i teorien er spækhuggere blot store delfiner.
For at finde ud af dette sejlede et hold af marinebiologer omkring 80 km ud fra North Carolinas kyst for at se, hvordan lokale delfiner og hvaler reagerede på lyde lavet af spækhuggere, som blev afspillet fra bådene.
For at kontrollere effektiviteten af eksperimentet afspillede forskerne først en række daglige lyde, der genererede en normal reaktion i hval- og delfinpopulationen. Da de spillede spækhuggernes jagtkald, flygtede alle dyrene straks i modsat retning af lyden.
“Vi fandt det utroligt, at en gruppe dyr kunne reagere så stærkt på noget, som vi gjorde.”
Med de data, der blev opnået af hovedforfatteren, Matthew Bowers, kunne de senere genskabe de andre hvalers reaktion og studere deres flugttaktik.
De viste sig at være meget forskellige fra hinanden. Delfinerne flygtede uden tøven. Hvalerne dannede dog en slags barriere for at konfrontere spækhuggerne og forsvare sig.