De vigtigste karakteristika ved yacarekaimanen

Yacarekaimanen er en kaiman art, der stammer fra Sydamerika. Den tilhører Aligatoridae familien og Crocodilia ordenen og er i familie med både krokodiller og gavialer.

De vigtigste karakteristika ved yacarekaimanen

Yacarekaimanens videnskabelige navn er Caiman Yacare, men den går også under mange andre navne. For eksempel den paraguyaske kaiman, prahanha kaiman, den røde kaiman og den sydlige plettede kaiman. Disse arter har et lang og smalt hoved med en snude, der er smallere mod spidsen.

Huden, der dækker den komprimerede krop, er praktisk talt uigennemtrængelig. En anden interessant karakteristika er den muskuløse hale, som disse arter har.

Hvad angår farven på yacarekaimanen, kan det veksle lidt mellem de unge og de voksne. Yngre yacarekaimaner har en olivenfarvet tone med sorte pletter. Oven i dette har de voksne en mørkere farve på deres ryg.

Hannerne kan blive op til 2,25 m lange, men der er registreret yacarekaimaner, der har målt op til 3,10 m.

I deres parringssæson udfører hannerne en dans, hvori de udfører pirouetter i vandet. De har et meget speciel ritual, der finder sted gennem sommermånederne. Hannerne, der har formået at imponere hunnerne, kan nærme sig dem efter dansen.

Hvad angår reproduktionen, så føder yacarekaimaner deres unger fra december til april. De lægger dem i en rede, som de selv bygger af organisk affald og materialer, de finder. Disse reder har en diameter på cirka 125 cm.

Levested og udbredelse

For tiden lever disse arter i forskellige lande i Sydamerika herunder Argentina, Bolivia, Brasilien og Paraguay.

Kaimaner er ligesom krokodiller og gavialer altid forbundet med vand. Derfor kan vi finde yacarekaimaner på steder, hvor der er vand, men de foretrækker rene floder, flodmundinger og søer.

Samtidig elsker de at ligge i solen ved bredden af floder og flodudmundinger. I Brasilien lever de fredeligt ved siden af kapivarer, der er de største gnavere i verden.

Yacarekaimanens status for beskyttelse

Yacarekaimanen falder i kategorien med den mindste bekymring, når det gælder om at beskytte dem. For tiden er eksperterne ikke klar over, hvor mange individer, der findes af yacarekaimanen.

Krybskytter, der jager denne art for deres læder, har udgjort den største trussel, og det er de stadig den dag i dag. I 1970’erne var antallet af yacarekaimaner kun en brøkdel af, hvad den er i dag. Dette skyldtes især den løsslupne jagt og illegal handel.

I det 19. og tidlige 20. århundrede var yacarekaimaner et yndet jagtobjekt på grund af deres læder, der kunne udvindes af deres hud. Men bevaringsprojekter fik dem senere erklæret som beskyttede arter.

Strategier til bevarelse af yacarekaimanen

Regeringer har udviklet forskellige strategier til at kunne bevare denne arts overlevelse. Et af forslagene, som også tager hensyn til de naturlige økosystemer, handler om at bruge de vilde arter af dyrene.

For at gøre dette har de udviklet forretningsstrategier, der involverer erhvervsmæssig profit og stimulerer antallet af yacarekaimaner for at bevare arten.

Farme

I lande som Argentina har de udviklet projekter til bevarelse af arten som “projekt yacare.” Målet er her en æggefarm, der udnytter landets vådområder på en bæredygtig måde. På samme tid støtter disse bestræbelser den lokale handel såsom landbrug og fiskeri efter skaldyr.

Æggefarme består ved at indsamle æg lagt i naturen af disse dyr. Ideen er at samle dem ind tidligt eller også noget senere alt efter hvilket system, de anvender. Så udruger farmerne æggene kunstigt og opdrætter de unge reptiler under kontrollerede former.

Denne proces hjælper til at undgå en af de kritiske faktorer, hvor mange af krokodillernes æg oplever at gå til tidligt. Desuden oplever dem, som overlever, at blive udsat for plyndring i det første år af deres liv.

Samtidig kan disse unger også opleve at komme til at lide af stress. De kan udsættes for kolde temperaturer i deres første leveår, ligesom de risikerer, at deres reder oversvømmes af højvande.

Når ungerne har nået en vis størrelse, sætter farmerne dem ud i naturen igen. De sørger for, at dette sker i de områder, hvor der findes færrest yacarekaimaner.

Negative faktorer

Desuden er det også af allerstørste vigtighed, at man beskytter de områder, hvor disse dyr bygger deres reder. Eksperter har observeret, at hunnerne forlader deres reder på grund af forskellige forstyrrelser forårsaget af mennesker.

Disse forstyrrelser kan involvere direkte tilstedeværelse af mennesker eller andre ting, hvor mennesker intervenerer. For eksempel kan tabet af levesteder skyldes, at man bygger kanaler ved flodmundinger, så de våde områder bliver tørre.

Yacarekaimaner var engang en truet art, men det er ikke længere tilfældet. Takket være beskyttelsesprogrammer lever de ikke længere i fare for at blive udryddet.