Grønne aber og deres anti-drone alarm

Skrevet og kontrolleret af dyrlæge Eugenio Fernández Suárez

Sidste ændring: 21 december, 2022

Grønne aber er meget mere sensitive end andre aber. De har faktisk en slags anti-drone alarm indbygget, og det advarer dem, hvis det skulle dukke op.

Grønne aber er ydmyge, meget lidt kendte primater. På trods af deres enorme interesse og historiske betydning, kan de stadig overraske os. En nylig undersøgelse har lige afsløret, at disse dyr har deres helt egen anti-drone alarm.

Grønne aber og droner

Droner, disse ubemandede luftfartøjer er ved at udvikle sig til et reelt problem. Ikke bare for os mennesker, men også for dyrene. Den stress, der opstår hos de vilde dyr på grund af disse fartøjer, er ret betydelig, og det bliver helt klart for enhver, som studerer dem.

Det bedst kendte eksempel på fare, der opstår fra denne slags teknologi, er et tilfælde med en video af en bjørn i sneen. Videoen gik viralt lige efter den dukkede op. Her kan man i videoen se en bjørneunge, der forsøger at klatre tilbage til sin mor, og som glider ned igen, da dens mor bevæger sig for at daske til dronen.

Desuden ser det ud til, at bjørne ikke er de eneste dyr, der bliver generet af disse fartøjer. Grønne aber anser dem for at være støj og føler sig truet af dem, så de har udviklet deres helt egen indbyggede anti-drone alarm.

Dette er ikke et helt nyt træk, når det handler om de forskellige primater af arten Chlorocebus. De fleste af dem er kendte for deres evne til at udvikle en alarm for ethvert rovdyr, der er efter dem. De har alle mulige slags strategier for at slippe af med disse trusler – og det lykkes som regel for dem.

Hvordan virker sådan en anti-drone alarm?

Den utrolige evne til kommunikation disse primater besidder fortjener i sig selv at blive studeret. Hvis de hører en leopard, vil en af deres alarmer sædvanligvis gå i gang, og de klatrer hurtigt op i træerne. På tilsvarende måde vil de med det samme kigge opad, hvis de ser en ørn i luften. Og hører de en slange, skal de også nok komme hurtigt på benene.

Der findes ingen undersøgelser af den slags hos alle arterne af slægten Chlorocebus, og deres alarmer kan variere lidt.

For nylig foretog primatologen, Julia Fischer, en interessant undersøgelse. I den fløj man nogle droner hen i nærheden af en gruppe med 80 grønne aber i (Chlorocebus sabaeus.) Alarmen mod rovdyrene er endnu ikke blevet udforsket hos denne art.

Fischer fandt ud af, at den alarm, de brugte, var meget ens med den, der blev brugt af en anden art (Chlorocebus pygerythus.) Deres reaktion mod rovdyrene var meget lig med den, man kunne se, hvis de var i nærheden.

Desuden optog hun advarselsskrigene fra disse primater, og så genskabte hun dem foran 16 af disse aber. De reagerede på samme måde, da de hørte optagelserne.

Så dette kunne indikere, at strukturen i alarmkaldet er nedarvet. Man har også set, at de yngre aber skal lære det af de ældre for at forbedre det.

Der er lignende undersøgelser såsom dem, der blev udført med de grønne aber på øer ved Barbados, hvor de havde været isolerede i næsten 400 år. Forskerne fandt ud af, at aberne der også kunne genkende alarmkaldene.