Alt om den tibetanske antilope

06 november, 2019
Mød maskotten fra OL i Beijing 2008, den tibetanske antilope.
 

Den tibetanske antilope, eller chiru, er et pattedyr med lange horn, der lever på stepperne i Asien. Den er så berømt, at den er blevet valgt til maskot for de Olympiske Lege 2008.

Den tibetanke antilope, også kendt under navnet Ichiruer et pattedyr, der lever i Asien. Den er ret kendt der og blev valgt som maskot for de Olympiske Lege i Beijing 2008.

Hvordan ser de ud, og hvor kan man finde dem?

Denne antilope kan findes over hele det tibetanske højland på stepperne, der ligger mellem 3.000 og 6.000 meter over havets overflade. De kan lide de åbne områder, hvor der ikke er så meget vegetation og kan også findes i det nordlige Indien og visse dele af Kina og Nepal.

Dets videnskabelige navn er Pantholops hodgsonii, og den tilhører antilopefamilien og er en mellemstor en. Hanner kan nå op på cirka en meter i højden og veje omkring 45 kg, mens hunnerne er 10 cm mindre og omkring 10 kg lettere.

Denne art har seks udtalte dimorfismer, som betyder, at hanner og hunner ser meget forskellige ud i forhold til hinanden. Hannerne har sorte horn og linjer på deres ben. Deres horn er buet bagud og kan blive op til 65 cm i længden. Modsat geder så vokser disse gevir ikke hele dens liv. Hannerne bruger hornene til at demonstrere magt i parringssæsonen.

Begge køn har en rød-brun pels med et tykt lag hvidt uld på maven. Deres ansigter er næsten helt sorte og for hannernes vedkommende bliver det mere markeret om vinteren, fordi dens krop bliver blegere.

 

Adfærd og reproduktion hos den tibetanske antilope

Den tibetanske antilopes diæt er baseret på græs, planter og rødder. Om vinteren er de nødt til at grave i den dybe sne for at finde føde, fordi den er ret mangelfuld.

antiloper på sletten

Det er et selskabeligt dyr, hvilket betyder, at de bevæger sig i flokke af hundrede antiloper, når de bevæger sig ud for at finde bedre græsningsarealer. Men normalt danner de små grupper med cirka 20 i hver.

Det er sky dyr, men de er også meget hurtige. Hvis de bliver jaget af et rovdyr såsom en los, ulv, sneleopard eller rød ræv, kan de nå op på en fart af 70 km/t.

Hunnerne kan gå op til 300 kilometer om året for at føde unger, hvor de bevæger sig væk fra resten af flokken og hannerne. Så vender de tilbage til flokken mod slutningen af efteråret.

Parringssæsonen

Parringsæsonen varer fra november til december. Hver han kan have en flok på omkring 12 hunner som maksimum, men det er mere normalt med fire i flokken. Han er så ansvarlig for at holde de andre hanner væk. Det klarer han med en speciel “fægten” med sit hoved.

Som en sidste udvej bruger hannerne deres horn til at vise deres magt, hvis for eksempel en anden han er for insisterende og holder sig for tæt på gruppen.

 

Hunnerne føder kun en kalv per kuld. Da den er svanger i omkring seks måneder finder fødslerne sted mellem juni og juli måned. Kalvene kan rejse sig op på alle fire ben bare 15 minutter efter fødslen. De holder sig til deres mor i henholdsvis et år (hanner) og halvandet år (hunner.)

en flok med unger

Når de er blevet to eller tre år gamle, er de blevet kønsmodne. Selvom det er uvist, hvor længe de kan leve, så anslår man, at de kan leve i op til ti år.

Situationen for den tibetanske antilope

“Alfen fra højlandet” som den også bliver kaldt af den lokale befolkning, er en beskyttet art i Kina, og der er endda tre naturreservater, der er lavet for at bevare dem.

Deres antal var faldende i 90’erne takket være mangel på foder og krybskytteri. Uld fra antiloper er værdifuldt i den barske vinter. Som et resultat af dette var man nødt til at holde dem mere og mere væk fra mennesker.

Af den grund besluttede den kinesiske regering at handle. Takket være hjælp fra frivillige er antallet af den tibetanske antilope langsomt steget. Arten er nu ikke længere i fare for udryddelse. Den har fået sin status graderet til en status, der nu hedder “næsten truet.”

 
  • Leslie, D. M., & Schaller, G. B. (2008). Pantholops Hodgsonii (Artiodactyla: Bovidae). Mammalian Species. https://doi.org/10.1644/817.1