Andeskatten: Et alvorligt truet kattedyr

Andeskatten (Leopardus jacobita) er en lille vildkat, der stammer fra Sydamerika. Det er en af de mest truede arter på det amerikanske kontinent. Det er også et af de kattedyr, man kender mindst til på hele planeten. Dets udbredelse er primært i bjergområderne i Andesbjergene, Peru, Nordbolivia, Chile og Argentina.

Det anses som et helligt dyr af mange af stammefolkene i Andesbjergene, og denne art er historisk værdifuld for de lokale samfund. Forskellige kulturer i Andesbjergene har indgraveret dyrets portræt i helleristninger gennem tiderne, og de anser dem som bjergenes beskyttende ånder. Læs med for at finde ud af mere om dette smukke truede dyr.

Hvordan er andeskatten?

Disse små dyr måler mellem 70 og 88 centimeter i længden og har en lang hale på mere end 38 centimeter. De bliver som regel ikke mere end 38 centimeter i højden og vejer mellem 3,5 og 7 kg. Med andre ord er de omkring samme størrelse som en tam kat.

Deres pels er derudover lang, tæt, grå med rød-gullige pletter ligeligt fordelt på begge sider af kroppen. Deres mave er hvid, og deres ører er store og runde, mens deres næse er fuldstændig sort, og poterne er korte og robuste.

Levested for andeskatten

Denne vilde kat lever i tørre, stende områder med begrænset beplantning og tæt på vandkilder. Man kan finde dem i høje højder mellem 3000 og 5000 meter over havoverfladen, hvor temperaturerne er ekstreme, og stærke vinde vedvarende finder sted.

Disse stenede landskabe er ikke vedvarende. Levestedet for andeskatten – og dens bytte – bliver naturligt ødelagt. Forstyrrelse af mennesker gør det derfor endnu sværere for dem at sprede sig. Som du kan se, er tætheden for denne bestand ret lav. Skøn indikerer faktisk, at der er omkring 1400 voksne individer i det fri, men at antallet er faldende.

Nogle personer mener derudover, at andeskatten og pampaskatten (Leopardus colocolo) deler det samme territorie. Den kat, som denne artikel handler om, er en mere specialiseret art med et mindre udvalg af ressourcer end pampaskatten. Det skyldes, at den ville tabe – med hensyn til konkurrence mellem arter.

Der er få observationer af dette dyr på grund af den undgivende adfærd, fordi det område, de lever i, er svært at tilgå. Kun gennem udviklede teknikker såsom at opsætte kameraer og halsbånd med radioer har det været muligt at beregne antallet af vilde eksemplarer.

Et undvigende og ukendt dyr

Andeskatten lever alene og er dermed ret svær at støde på. Det er derfor, vi ikke ved særlig meget om deres vaner. Nogle mener, at de er mere aktive om natten og den første halvdel af dagen, når det sikkert er nemmere at fange det næste måltid.

Nogle har set dem i par i månederne mellem juli og december og med deres unger mellem oktober og april. Moderen kan beskytte sine afkom i huler lavet af gravende pattedyr eller i sprækker mellem sten.

Lokale gnavere er andeskattens primære bytte, såsom bladøremusen (Phyllotis xanthopygus), den sydlige viscacha (Lagidium viscacha), den grå chinchilla-rotte (Abracoma cinerea) og bjergdeguen (Octodontomys gliroides). Forskere dokumenterede også, at denne kat også kan fange fugle, insekter og andre små pattedyr.

Trusler for den hellige andeskat

De primære trusler for andeskatten er krybskytteri, mangel på bytte og tab af levested. Dette dyr er desværre “helligt” for nogle etniske grupper, der ofrer dem i nogle af deres festivaller. Det er dermed to af de primære trusler for arten sammen med jagt grundet deres pels.

Menneskers aktivitet såsom udvidelse af landbrugsområder, utilstrækkelig håndtering af landbrugsdyr og udvinding af vand til øget minedrift og olieaktivitet i højlandene i Sydamerika ændrer også levestedet for denne kat.

Som det sidste prøver overvågelse af de frie eksemplarer, som et samarbejde mellem de forskellige lande, hvor denne art lever, og samarbejdet mellem organisationer såsom Andean Cat Alliance, at forbedre situationen for denne vilde kat. Ved at kende mere til denne art, skabe opmærksomhed og ændre dens truede status er det svært, men muligt.