Dronten: Historien om et udryddet dyr

Skrevet og kontrolleret af biolog Ana Díaz Maqueda

Sidste ændring: 22 december, 2022

Folk har skrevet meget om dronten (Raphus cucullatus) gennem de seneste århundreder. De fleste af de informationer, vi har, er desværre fra legender og illustrationer, som faktisk har misinformeret os, selvom de er meget spændende. Vi ved stadig ikke, hvordan dette dyr virkelig var, og eksperter ved heller ikke, hvordan de blev udryddet.

Det fysiske udseende hos dronten

Dronten var en vadefugl af duearten, der oprindeligt levede på Mauritius, øst for Madagascar, placeret i det Indiske Ocean. Selvom der kun findes deres skelet nu, er der fundet mange tegninger og historier omkring dem.

Ud fra de indsamlede informationer mente forskere, at dronten var stor og tung. De var omring 1 meter høje og vejede mellem 10 og 18 kg. Deres lårben, skinneben og fodrod var lange, så dronten må have haft ret muskuløse ben. I kontrast afslører deres vingers knogler, at disse lemmer var ret små og at dette dyr ikke kunne flyve.

Resterne af skelettet afslører også, at dronten havde et stort næb, omkring 20 cm langt. Dets form afslørede, at dronten primært var en frøædende fugl. Det betyder, de spiste frø og frugter. Det er meget sandsynligt, at deres yndlings føde var frøene fra tambalacoque træet, der også er kendt som dronte-træet (Sideroxylon grandiflorum).

Et studie udgivet af Zoological Journal of the Linnean Society påstod, at dronten havde en meget udviklet olfaktorisk pære. Som resultat af dette mener vi nu, at disse fugle havde en meget udviklet lugtesans. Den blev sikkert brugt til at finde frø begravet dybt nede i jorden. De kan muligvis have gravet dem op med deres stærke ben.

Hvordan og hvorfor blev dronten udryddet?

Det tog mindre end 100 år for menneskerne af udrydde dronten. Siden deres ankomst på Mauritius i det 16. århundrede jagtede menensker denne og andre fugle, som ikke havde andre fjender på dette tidspunkt. Det var delvist på grund af dette, at de ikke havde midlerne til at forsvare sig selv.

Det lader til, at dronterne var ret sagtmodige fugle. De var nemme at fange og havde ingen frygt for de nye beboere på øen. Dette er grunden til, at det var så nemt for sømændene at slå dem ihjel, hvilket hurtigt førte til deres udryddelse.

Den sidste pålidelige rapporterede observering daterer tilbage til 1662. Der har også være andre rapporter, som kan referere til en lignende fugl, som de nemt kan have forvekslet med dronten. Den omtalte fugl er Aphanapteryx bonasia.

På trods af dette indikerer statistiske teknikker til at forudsige sandsynligheden for, om en art bliver udryddet, udgivet i the Science Journal, at det er meget sandsynligt, at dronten stadig fandtes i 1690´erne.

Andre fugle i den samme situation

Dronten er ikke den eneste vadefugl, der bliver udryddet på grund af mennesker. Listen over fugle, som er forsvundet fra jordens overflade i en periode på mindre end 100 år efter at have mødt mennesker, består faktisk af mere en hundrede arter. Her er en liste over fugle, som led under samme skæbne som dronten:

• Red rail (Aphanapteryx bonasia)
• Elephant Bird (Aepyordnis maximus)
• South Island Giant mora (Dinornis robustus)
• Coastal moa (Euryapteryx curtus)
• Southern Brown Kiwi (Apteryx australis)
• King Island Emu (Dromaius novaehollandiae ater)
• Emu of Kangaroo Island (Dromaius baudinianus)
• Arabisk struds (Struthio camelus syriacus)
• Amsterdam wigeon (Anas marecula)
• New Zealand goose (Cnemiornis gracilis)
• Great Auk (Pinguinus impennis)
• North Island Adzebill (Aptornis otidiformis)
• Hawkins´s rail (Diaphorapteryx hawkinsi)
• Saint Helena rail (Aphanocrex podarces)

Udryddelsen af arterne er ikke blot skadelig for det involverede dyr. Hver art spiller også en grundlæggende, omend lille, rolle i den globale økologi. Konsekvenserne af så stort et antal af udryddelser kan påvirke hver og en af de væsener, der lever på planeten.