Enhjørningen: 3 dyr, der inspirerede denne fantastiske myte

Skrevet og kontrolleret af biolog Elsa M. de Arribas

Sidste ændring: 02 oktober, 2023

Enhjørningen er et af de mest kendte mytologiske væsener i eventyrene og nogensinde. Den beskrives ofte som et heste- eller gedelignende dyr med et enkelt horn i panden.

Myten om denne magiske hest tog fart, da dens knoglede, spidse fremspring dukkede op på de europæiske markeder. I århundreder blev dens horn tillagt helbredende kræfter og evnen til at rense vand.

Der var dog ingen mangel på skeptikere – som f.eks. den danske zoolog Olaus Wormius. De var skeptiske over for disse formodede medicinske egenskaber og helligede sig jagten på hornets sande oprindelse.

I tråd med dette spørgsmål kan vi spørge os selv: Hvilken art tilhørte de horn, der blev markedsført i Europa? Hvilke virkelige dyr inspirerede troen på dette fantastiske væsen? Hvis du vil kende svarene på disse spørgsmål og tage på en rejse gennem enhjørningens historie, så læs videre.

Myten om enhjørningen

I det 4. århundrede f.Kr. var den græske læge og historiker Ctesias en pioner i at lave direkte referencer til enhjørningen. I sit manuskript Indica – skrevet med oplysninger fra rejsende – skriver han, at enhjørningen kom fra Indien.

Denne første beskrivelse beskriver, at det var et stort “vildæsel”, der lignede en hest. Ligeledes var dyrets krop hvid, bortset fra dets hoved, som var rødt. Det havde også mørkeblå øjne. Det mest iøjnefaldende træk var uden tvivl dets skarpe horn, som var hvidt ved roden og placeret midt i panden.

Ctesias – som nævnte dette væsens horns egenskaber – blev efterfulgt af Aristoteles, Plinius den Ældre samt Claudius Elianus og andre lærde, som også hentydede til dette fantastiske dyr.

Enhjørningen i middelalderens bestiarium

Middelalderens bestiarium bestod af en samling af oplysninger om alle slags dyr, både imaginære og virkelige. Det indeholdt fysiske beskrivelser såvel som legender og historier af forskellig oprindelse – hebraisk, asiatisk, indisk, egyptisk, romersk og græsk – ledsaget af illustrationer af hver art.

Blandt denne samling var den mest kendte i middelalderen Physiologus, skabt af en ukendt forfatter og skrevet på græsk. I denne bog om den naturlige verden blev enhjørningen beskrevet som en hest eller en ged med et horn.

Den blev tillagt styrke og hurtighed, såvel som renhed og kyskhed. Faktisk kunne den kun fanges af en jomfru, som den underkastede sig.

Enhjørningen var et værdifuldt bytte for healere, da dens horn blev brugt i sammenblandinger og eliksirer. Man mente, at det havde regenererende kræfter og var et elskovsmiddel.

Af denne grund blev narhvalens eller det indiske næsehorns horn ofte solgt og udgivet for at være fra en enhjørning. I dag praktiseres denne tro stadig i nogle regioner i Asien.

Dyr, der inspirerede enhjørningen

Selvom der er blevet foreslået forskellige oprindelser til enhjørningen, antyder repræsentationen af dette væsen som et dyr med oprindelse i Indien, at mytens oprindelse kan dreje sig om et fantasifuldt syn på det indiske næsehorn. Men der er flere arter fra land og hav, der kan have givet anledning til dette mystiske dyr, som skaber så meget fascination.

Lad os se, hvilke der er de mest ikoniske.

1. Gigantisk sibirisk enhjørning

Slægten Elasmotherium kaldes populært for den “gigantiske sibiriske enhjørning” eller “det gigantiske næsehorn”. Elasmotherium eller Elasmotherium sibiricum er den bedst bevarede art af dette forhistoriske næsehorn, der levede i det nuværende Rusland.

Det var et næsehorn på størrelse med en elefant, dækket af hår og med et stort enkelt horn på hovedet.

Selvom dette dyr blev anslået til at være forsvundet for omkring 200.000 år siden, mener man, at det levede indtil for omkring 39.000 år siden i Centraleuropa og Centralasien. Det fremgår af en artikel i tidsskriftet Nature Ecology & Evolution udgivet i 2018.

2. Narhval

Narhvalen er et ægte vandpattedyr, der ligner et mytologisk væsen. Det iskolde vand på Nordpolen er dens levested. Den er kendt som “havets enhjørning” på grund af dens horn i panden.

Denne ikke særlig kendte hval er i familie med hvidhvalen og er en del af hvalfamilien. Dens horn er faktisk en stødtand, der kan blive op til to meter lang og veje mere end 10 kg.

I oldtiden kendte man ikke stødtandens funktion. Men nyere forskning har opdaget, at den bruges til jagt, og at den bevæger sig hurtigt for at distrahere fisk, så den kan spise dem.

Derudover har man observeret, at stødtanden kun findes hos hanner. En anden pudsig detalje er, at de er ret støjende. Faktisk udsender de forskellige lyde for at kommunikere eller som ekkolokalisering.

3. Indisk næsehorn

Det indiske næsehorn (Rhinoceros unicornis) er en af tre arter, der i dag findes i Asien. De har kun ét horn, ligesom javanæsehornet – i modsætning til sumatranæsehornet og dets afrikanske slægtninge, som har to.

I middelalderen var det ikke almindeligt at have forestillinger om næsehornets egenskaber, efter at de var gået i glemmebogen, da romernes cirkusforestillinger forsvandt. Måske af denne grund forvekslede den kendte opdagelsesrejsende Marco Polo næsehornet med enhjørningen på sin rejse gennem Asien.

Derfor ser det ud til, at enhjørningens oprindelse ligger i dette dyr.

I dag er det indiske næsehorn den største af de fem eksisterende arter og er i en “truet” tilstand ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) klassifikation. Selv i dag gør troen på hornets helbredende egenskaber det til genstand for krybskytteri.

Myten om et fantastisk dyr

Hvis der er én ting, der står klart, er det, at enhjørningen er et af de mytologiske dyr par excellence. Selvom dens nuværende repræsentation er langt fra den oprindelige, lever beundringen for dette væsen stadig i bedste velgående.

Siden lægen Ctesias’ omtale har troen på et fantastisk væsen påvirket historikere og lærde, som har skrevet om denne magiske hest.

Fra da af fik enhjørningen egenskaber og kvaliteter, som blev berygtet i middelalderens og renæssancens kunst. En af de mest fremtrædende var den religiøse symbolik, der var knyttet til renhed.

Interessen for denne art blev født af de europæiske rejsendes vågne øjne, som kreativt beskrev arter som det indiske næsehorn. Denne fascination af enhjørningen kan kanaliseres ind i bevarelsen af de dyr, der inspirerede myten.