Prazsky Krysarik, verdens mindste hund

Prazsky er en hunderace med en lang historie, der går helt tilbage til middelalderen. I paladserne og de kongelige slotte i Bøhmen i det nuværende Tjekkiet var den en populær race.
Prazsky Krysarik, verdens mindste hund

Sidste ændring: 03 oktober, 2018

Det her er ikke en spiritustest, vi prøver at udsætte dig for, selvom denne hunderace har et navn, der er svært at udtale. Racen kommer nemlig fra Tjekkiet, er meget lille men også meget interessant. I denne artikel vil vi fortælle dig om Prazsky Krysarik, verdens mindste hund.

Sådan kom Prazsky Krysarik til verden

Prazsky er en hunderace med en lang historie, der går helt tilbage til middelalderen. I paladserne og de kongelige slotte i Bøhmen i det nuværende Tjekkiet var den en populær race. Den lille hund kom med til alle de fester, som aristokraterne deltog i.

Racens navn stammer fra dens vigtigste job: At fange rotter og andre gnavere rundt omkring på gårdene. Den er antageligt en blanding mellem en Pinscher og en Chihuahua. Men nogle opdrættere hævder, at den oprindelige race er nedavlet fra den engelske terrier.

Kongen, prinserne og andre vigtige personer anså den som et statussymbol. Faktisk gav prins Vladislav II Prazsky Krysariker i gave til monarker og noble herrer i forskellige dele af Europa.

En anden adelig, som elskede Prazsky Krysarik, var Karel IV af den Tjekkiske Republik og Boleslav II af Polen. Hunden var meget populær i de royale hjem. Den var dog også en populær hund hos almindelige mennesker og bønder.

Prazsky Krysariks popularitet forsvandt efter verdenskrigene. Den blev endda afvist af hundeshows, fordi den var for lille. Men i årevis levede denne lille hund videre. I 1980 kom den tilbage efter pres fra folk, der stadig elskede den lille race. Derfor blev den fremavlet igen, denne gang fra den russiske terrier. I dag kan du finde denne race overalt i verden.

Sådan genkender du en Prazsky Krysarik

Prazsky Krysarik på jagt efter rotter

Prazsky Krysarik er en af de mindste hunderacer i verden. Prazskyer måles ofte efter højden, mens chihuahuaer for eksempel bliver vejet efter deres vægt. Prazskyen bliver ofte forvekslet med en miniature pinscher, der dog er to cm højere end en Prazsky Krysarik.

Dens pels består af meget korte, blanke, sorte hår. Nogle har brunt hår omkring næse, ben og torso. Den har et pære-formet hoved, let fremstående kinder og mørkebrune lidt udstående øjne. Kroppen er kort, fast, muskuløs og lige. Ørerne er altid oprejste, som om den altid er på vagt og opmærksom.

Gennemsnitshøjden er 20 – 22 cm og vægten svinger mellem 1,5 og 3,5 kg. Dens idealvægt ligger dog på 2,6 kg. Prazsky Krysarik kan forventes at blive 13 år gammel.

Krazskyens personlighed

Denne lille hunderace har en livlig og aktiv personlighed. Den har en masse energi, den er modig, og den har altid lyst til at lege. Den er også meget social og elsker især at være sammen med mennesker. Den knytter sig let til sin ejer.

Den er desuden meget intelligent. Den lærer nye tricks meget hurtigt og har nemt ved at følge ordre og lege.

Det er vigtigt, at du tager den med ud på en gåtur hver dag, så den ikke keder sig. Praszkyen er en hund, der har brug for at blive stimuleret.

Prazsky Krysarik er meget lydig, kærlig og hengiven til sin familie. Derfor kan den ikke anbefales til hjem, hvor der ikke er nogen hjemme i lang tid, for de kan nemt blive nedtrykte. Som den vokser op vil den udvikle sig til en rolig, afslappet og stille voksen men som stadig er social og kærlig.

Da den er så lille, skal man være lidt forsigtig med den, når man leger med den eller går ture med den. Hvis der er børn i huset, skal de passe på med ikke at træde på den eller lege alt for voldsomt med den. Faktisk er Prazsky Krysarik meget udsat for brækkede ben eller forvredne knæskaller, fordi den er så lille.

Dens tænder kan også være følsomme. De bør tjekkes regelmæssigt af en dyrlæge, for den kan have problemer med at komme af med sine mælketænder. Ellers ligner den andre små hunde og har lignende behov.


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.