Hestene fra Tjernobyl: Hvordan overlever de?

Skrevet og kontrolleret af biologen Francisco Morata Carramolino

Sidste ændring: 21 december, 2022

Tjernobyl-katastrofen forårsagede en evakuering af byen og dens omgivelser. Efter eksplosionen blev det anslået, at hele området ville forblive en ubeboelig ødemark i tusindvis af år. Men efter at menneskene er forsvundet, er dyrelivet blomstret op igen, og hestene fra Tjernobyl er et levende bevis herpå.

På trods af skyhøje strålingsniveauer er Tjernobyl blevet et paradis for sin frodige biodiversitet. Dyrearter, der forsvinder fra andre steder på grund af menneskeligt pres, har koloniseret dette sted og har store bestande.

Dette er tilfældet med Przewalski-hestene, som blev indført i Tjernobyl 12 år efter eksplosionen. Disse enhovede dyr har været på randen af udryddelse, så deres voksende populationer i udelukkelseszonen udgør en enestående mulighed for at bevare dem. Hvis du vil vide mere om dem, kan du læse videre.

Karakteristika for Tjernobylheste

Indtil for få år siden troede man, at Przewalski-hestene var den eneste tilbageværende vilde hesteart i verden. Nylige undersøgelser, der er offentliggjort i tidsskriftet Science, har imidlertid vist, at de er vilde efterkommere af heste, der blev domesticeret af Botai, en af de første kulturer, der domesticerede disse dyr.

I øjeblikket klassificeres disse heste under underarten Equus ferus przewalskii. Selv om de ikke rigtig er rene vildheste, er de det nærmeste, de kommer på det. Som sådan har de bevaret mange af de karakteristika, som de gamle vilde forfædre havde.

Przewalski-heste er mindre, kortere og mere muskuløse end typiske tamme eksemplarer. Deres generelle udseende er robust og noget buttet, og farven er tan eller orange på det meste af kroppen og bliver mørkere på hovedet.

Snuden og maven på disse heste er hvid. Benene, halen og manen, som løber langs halsen og hovedet, er sorte. Om vinteren udvikler disse pattedyr en tyk pels, mens den om sommeren er kortere.

Przewalski-hestenes økologi

Disse heste lever normalt i flokke, som typisk består af en voksen han, et antal hunner og deres unger. Når ungerne bliver to eller tre år gamle, forlader de disse flokke. Unge hunner slutter sig ofte til andre etablerede flokke.

Hanner derimod danner flokke med andre unge hanner eller hanner, der er for gamle til at forsvare grupper af hunner. Når de bliver ca. fem år gamle, forsøger hannerne at danne deres egne flokke ved at snuppe dem fra andre hanner eller tiltrække hunner, der er på vej væk.

Dens naturlige udbredelsesområde er næsten fuldstændig ødelagt af mennesker. Derfor findes de i øjeblikket kun i dele af Kina, Mongoliet og naturligvis omkring Tjernobyl i Ukraine og Hviderusland.

Hvad angår deres levesteder, findes disse heste normalt i græsland, stepper eller halvørkenområder. Tilstedeværelsen af urtevegetation eller buskads, som de lever af, er vigtig. Tjernobylheste bruger ofte forladte menneskelige strukturer som ly for at beskytte sig mod kulde eller parasitter.

Hvordan har hestene fra Tjernobyl overlevet?

Strålingsniveauet i Tjernobyl er faldet siden eksplosionen. Alligevel er de stadig utroligt farlige for alle flercellede levende væsener, herunder mennesker.

I dag kender man ikke helt de specifikke virkninger af strålingen på dyr i dette område. Alligevel er det blevet observeret, at disse heste har en højere mutationsrate, har flere misdannelser og defekter, kortere levetid og en række andre problemer, der truer deres helbred.

Desuden ser det ud til, at der er mindre forekomst af nogle dyr i områder med en højere strålingsmængde. Det ser ud til, at hvirvelløse arter især lider under disse virkninger.

På den anden side er det muligt, at dyrene udvikler fysiologiske eller adfærdsmæssige tilpasninger for at modstå stråling, selv om dette stadig er under udforskning.

På trods af alt dette er det klart, at hestene fra Tjernobyl og de andre dyr i området trives som få andre steder på planeten. Dette synes især at gælde for store pattedyrarter, som er mindre og mindre talrige i resten af verden.

Denne mærkelige situation synes at tyde på, at det pres, som mennesket lægger på miljøet, er endnu mere alvorligt end eksplosionen af en atomreaktor. På trods af den skadelige stråling kan vilde dyr trives, så længe menneskene og deres indflydelse forsvinder.

Tjernobyl fungerer i dag som et usædvanligt tilflugtssted for vilde dyr. I betragtning af denne uventede mulighed er det vigtigt at beskytte området og ikke at genoprette menneskelig aktivitet. Dette vil gøre det muligt at bevare deres arter og vil sikre menneskers sundhed.