Lepidosiren paradoxa: En fisk med lunger

Skrevet og kontrolleret af dyrlæge Érica Terrón González

Sidste ændring: 21 december, 2022

Kendt ved mange navne – den sydamerikanske lungefisk, amerikansk mudderfisk, piramboia, pirarucu-bóia, caramuru og skællede salamanderfisk – er Lepidosiren paradoxa en fisk med lunger. Den er unik blandt dens art, og den er et enkeltstående medlem af Lepidosirenidae-familien. Det er et ret ukendt dyr fra faunaen i det sydamerikanske subkontinent.

Hvorfor er denne fisk så speciel? Hele vores liv har vi vidst, at dyr, der trækker vejret under vandet, gør dette gennem gæller. Hvordan er det så muligt, at der eksisterer en fisk med lunger? Læs med for at høre mere om Lepidosiren paradoxa.

Dipnoi eller lungefisk: Slægtninge til Lepidosiren paradoxa

Dipnoi er en underklasse af fisk, der er tæt relateret til tetrapoder – firbenede dyr – og blandt deres mest typiske træk er deres lungerespiration. Ydermere besidder disse væsener også eksterne nasale åbninger.

Disse strukturers funktion er dog ikke at trække luft ind – som andre jordiske hvirveldyr – men at lugte. For at opfange luften bruger disse fisk deres mund, og ligesom en padde ville gøre, fører de den ned i deres lunger ved at synke den.

Besynderligheder og træk hos Lepidosiren paradoxa

Dette svært definerbare dyr tilhører en gruppe fisk, der er kendt som “dipnoi”. Det er måske en af de mest særlige arter, vi kan finde i den sydamerikanske fauna.

Dens evne til at trække vejret med lunger har givet dette dyr klare tilpasningsmæssige fordele. Det mest utrolige af det hele er, at den er i stand til at overleve de tørre sæsoner i vandløbene, der tørrer ud i de varmeste sæsoner. 

Hvad gør denne fisk, når dens habitat forsvinder i et par måneder? Dyret graver tunneller i mudderet og skaber en række respiratoriske kamre under jorden omkring 30-40 centimeter under overfladen.

Morfologi hos denne fisk med lunger

Det unge eksemplar af Lepidosiren paradoxa har gyldne pletter på en sort baggrund. Hos voksne ændrer denne farve sig til en mere brun eller grå farve med mørkere pletter. De skæl, der dækker dem, er meget små og dybt indesluttet i huden.

De voksne eksemplarer har en lang og buttet krop – meget lig en ål – og kan nå op til 125 centimeter i længden og veje op til 20 kg.

Deres hoved er afstumpet, og deres øjne er små. Deres brystfinner er tynde og trådagtige. I kontrast hertil er bækkenfinnerne længere og tykkere og vender bagud. Som det sidste er det nødvendigt at fremhæve, at de andre finner – rygfinnerne, halefinnerne og analfinnerne er sammensmeltet.

I ethvert tilfælde er alle disse finner forbundet med resten af kroppen via en enkelt knogle. Dette meget særlige træk adskiller dem fra mange andre fisk, men bringer dem tættere på jordiske hvirveldyr. En anden af de mange særegenskaber ved denne fisk er, at anusåbningen er lokaliseret på den højre side af kroppen.

Adfærd og vaner

Denne fisks habitat er som regel stille vand, hvor strømmen er mild eller slet ikke er der, med en overordnet rig beplantning, i floder og sumpe. Når deres territorie udtørrer på grund af høje temperaturer, går disse dyr i en form for dvaletilstand.

I løbet af den tid, de befinder sig i denne tilstand, folder de sig sammen og reducerer deres metabolisme. Ydermere udskiller de et lag slim, der forsegler fugtigheden af deres luftkammer, hvilket kun efterlader to eller tre små huller til ventilation. Det er sådan, disse fisk overlever, indtil floden fyldes op med vand igen.

Reproduktiv adfærd

Med den kommende regnsæson begynder voksne at komme ud af deres dvale for at parre sig. Efter parring bygger de fremtidige forældre en rede til de unge larver, der vil trække vejret gennem gæller. Disse larver minder ret meget om padders haletudser.

Hannen står for at bevogte æglægningen. Larverne bliver født med eksterne gæller, der hurtigt degenererer og forvandler sig til et begrænset, indre gællesystem.

Da miljøet i reden ofte har et lavt indhold af ilt, udvikler forældrene specielle strukturer i brystfinnerne, som de frigiver luft med. Lidt efter lidt udvikler de nyudklækkede unger lungerespiration, som begynder at være effektivt fra deres syvende leveuge. 

Kosten hos Lepidosiren paradoxa

Som ung næres Lepidosiren paradoxa af bundfældede bløddyr og krebsdyr sammen med insektlarver og små fisk. Som de vokser, bliver de altædende og inkorporerer alger, urteagtige stilke og havplanter i deres kost. De knuser dem med deres kraftige, mineraliserede tænder.

Er udviklingen af lunger en evolutionær tilpasning?

Ja, det er det. Generelt har lungefisk tilpasset sig til at kunne leve i habitater, der i løbet af året eller en del af det har en lav koncentration af ilt. På den måde formår Lepidosiren paradoxa at overleve med disse lave mængder af ilt takket være udviklingen af lunger. Det er derfor, deres gællesystem er meget reduceret efter larvestadiet.

Lungesystemet hos disse fisk er langt fra lige så sofistikeret som det, der findes hos udelukkende jordiske dyr. Det mangler for eksempel bronkier, som er de kanaler, hvor luftrøret deler sig for at føre luft til lungerne. Selv da har det hjulpet dem med at overleve i årevis i et ellers fjendtligt miljø.