Slikkeeksem hos hunde: Årsager og behandling

3. september 2019
Som hundeejer er det godt at vide, hvad slikkeeksem er, hvordan det opstår og behandles.

Slikkeeksem opstår hyppigst på en hunds forben, da det er det område, som er mest i kontakt med hundens tunge.

Selvom det er katte, der er kendt for at vaske sig selv konstant, bruger hunde også tungen til at pleje deres pels. I nogle tilfælde slikker de sig selv så meget, eller så intenst, at de får slikkeeksem. I denne artikel kan du læse mere om problemet og lære, hvordan du kan behandle det.

Hvad er slikkeeksem?

Det kaldes også acral lick dermatitis eller slikkegranulom, og denne kroniske lidelse skyldes som regel, at hunden ustandseligt slikker sig et bestemt sted. Denne konstante slikning bevirker, at sår ikke kan hele ordentligt, og så bliver det værre med tiden.

Slikkeeksem opstår typisk på grund af en bakterie- eller svampeinfektion, allergi, et sår, eller udslæt fra et insektbid. Sygdommen kan opstå på grund af kedsomhed, eller at hunden har adfærdsproblemer. Dette kan få hunden til hele tiden at slikke et bestemt område, oftest forbenene.

Når såret begynder at genere hunden, vil den som det første prøve at hele og rense det selv, med sit mundvand. Denne handling bliver et problem, når det bliver til en tvangshandling, der skader hundens sundhed.

slikkeeksem kan opstå af flere årsager

Den onde cirkel kan synes uden ende, fordi kæledyret føler lindring, når det slikker. De føler behov for at gøre det igen, når kløen, smerten og de andre symptomer vender tilbage. Denne her gentagelse af adfærden fører til slikkeeksem, som er en meget mere alvorlig infektion end den oprindelige.

Selvom alle hunde kan få dette problem, når de er udsat for stress (som tit sker på hundepensioner), så er nogle racer mere udsatte end andre. Blandt de hunde, der er mest udsat for slikkeeksem, er labrador retriever, schæfere, napolitansk mastiff, golden retriever, dobermann, grand danois og spansk mastiff.

Sådan genkender du slikkeeksem

Eksemen er ikke svær at opdage. Først opdager du, at din hund gentagende gange slikker eller bider sig et bestemt sted på kroppen. Derefter vil der opstå rifter, hårtab, åbne sår, betændelse, blødninger eller gult udflåd. Hunden kan også lugte grimt, og se skidt ud.

Hvis dit dyr har nogen af disse symptomer, er det vigtigt at besøge dyrlægen. På den måde kan der stilles den rigtige diagnose. For selvom det i første øjeblik kan ligne slikkeeksem, er det måske i virkeligheden en infektion med parasitter eller et sår.

Hvis dyrlægen bekræfter, at det er denne sygdom, så er næste skridt at fastslå, hvad årsagen er. Herefter kan hunden blive rigtigt behandlet, og helbredt. Først vil dyrlægen ordinere antibiotika for at reducere de symptomer, der får den til at slikke eller bide i området.

Så kan såret få ro til at hele. Dyrlægen kan også bruge salver eller andre lokalbehandlinger.

Behandling og forebyggelse af lidelsen

Når man skal forhindre, at hunde bider sig selv, er de nødt til at gå med hundekrave. Området kan dog også blive bundet ind, hvilket ejeren skal holde øje med. At skifte gazebind eller forbinding kan godt være ret vanskeligt. Men du skal gøre det så ofte, som dyrlægen anbefaler.

Ved slikkeeksem kan krave eller forbing være nødvendigt

Hvis slikkegranulom opstår på grund af adfærdsproblemer, bør familien gå flere ture med hunden. Man skal huske at lege og give den opmærksomhed noget oftere. Det er en god metode til at få dem til at føle mindre angst og stress, og forhindre dem i at skade sig selv.

Sunde og rolige omgivelser er yderst vigtigt for din hund, både for at komme sig og for at forhindre, at den får problemet igen. Hvis slikkeeksemen skyldtes parasitter eller bakterier, er en god hygiejne helt nødvendig.

Du skal huske på, at denne lidelse ikke udgør et alvorligt problem, hvis den opdages og behandles i tide. Det vigtigste er dog at forhindre, at det sker igen i fremtiden. Derfor er det så afgørende at finde ud af årsagen til lidelsen, udover selve behandlingen.

Paterson, S., Midgley, D., & Barclay, I. (2007). Canine acral lick dermatitis. In Practice. https://doi.org/10.1136/inpract.29.6.328