Den lyserøde djævlerokke i Great Barrier Reef

Skrevet og kontrolleret af biokemiker Luz Eduviges Thomas-Romero

Sidste ændring: 21 december, 2022

Tidligere i år blev den eneste kendte lyserøde djævlerokke set igen. Fotografen, Kristian Laine, fotograferede dyret, mens han dykkede i vandet nær Lady Elliot Island i den sydlige del af Great Barrier Reef i Australien.

Indenfor meget kort tid gik Laines fotografier viralt på de sociale medier, hvor der genopstod nysgerrighed omkring denne rokke. Og det er ikke så underligt, når man tænker på, at videnskabsmænd ikke engang vidste, at dyret eksisterede, indtil det først dukkede op i 2015.

Den kendte lyserøde djævlerokke hører til arten Mobula alfredi i Myliobatidae familien. Den er anerkendt som den andenstørste art af djævlerokker i verden.

Dette dyr har fået sit kælenavn “inspector Clouseau”, som refererer til den kendte person fra Den Lyserøde Panter.

Hvad forklarer denne djævlerokkes farve?

Karotenoid pigment er ansvarligt for mange af de lyserøde, orange og gule farver, vi finder i den naturlige verden. Og disse molekyler skal indtages gennem føde, når det kommer til dyr.

For eksempel får lyserøde flamingoer sin farve fra at spise små krebsdyr. Med dette i baghovedet troede videnskabsmænd oprindeligt, at den lyserøde djævlerokke fik sin farve som et resultat af dens kost.

Det nye mønster på den lyserøde djævlerokke er sort og lyserødt

Det er værd at nævne, at djævlerokker i koralrevet generelt findes med tre farvemønstre. Disse inkluderer helt sort, helt hvid og sort og hvid. I tilfælde af den sidste variation, som er den mest gængse, har fisken en sort ryg og en hvid mave.

Når de ses oppefra, går deres sorte ryg derfor i et med det mørke vand nedenunder. Og når de ses nedefra, går deres lyse maver i et med det klare sollys fra overfladen. Rokker med et sort og hvidt mønster har derfor de største fordele, når det kommer til at beskytte sig selv mod fjender, såsom hajer.

Hvorfor betyder farven på dyr noget?

Generelt spiller farven en vigtig rolle i forskellige aspekter af dyrs liv. Ligesom vi nævnte ovenfor, kan det give visuel beskyttelse mod fjender.

På samme tid kan et dyrs farve i mange tilfælde give værdifulde informationer. For eksempel dyrets køn, fysiske tilstand, modenhed eller tilgængelighed for reproduktion. Af den grund har naturlig udvælgelse tendens til at eliminere alle afvigelser, der opstår.

Der er dog flere eksempler, hvor individer – eller endda hele bestande – er kendetegnet ved at have en afvigende farve, ligesom den lyserøde djævlerokke. Takket være sit farvemønster kan dyret overleve og reproducere.

Er farven på den lyserøde djævlerokke så afvigende?

Ja, dette er et eksempel på en af de forskellige farveafvigelser, som videnskabsmænd har opdaget i dyreriget. 

Selvom der ikke er konsensus om deres nomenklatur, findes der over et dusin af farveafvigelser. Disse inkluderer albinisme, melanisme, leucisme og erythrasma. Den sidstnævnte er uden tvivl en af de mest sjældne farveafgivelser.

Erythrasma refererer til en farvetilstand hos dyr med overdreven produktion af røde og orange pigmenter med forskellige toner og intensitet.

Har disse afvigelser nogle fordele for dyrene?

De mest gængse – melanistiske individer, som er fuldstændig sorte – nyder en termisk fordel. Det er på grund af den imponerende evne til termoregulering, som den sorte farve på deres kroppe giver dem. På samme tid lider de også under mindre pres for at blive jaget.

Tilfælde såsom albinisme og leucisme – mangel på pigment – er også gængse farveabnormaliteter. Individer, som har disse afvigelser i naturen, har helt klart en lavere overlevelsesrate.

Der er inden data tilgængelige med hensyn til fordelene ved selektive mekanismer eller termoregulering ved erythrasma. Eksperimenter med salamandere (plethodon cinereus) viste, at fugle selektivt undgår at angribe erythriske dyr, som normalt er denne farve.

Hvad forklarer denne farve?

Indtil nu påvirker tre klasser af kromatoforer farven på skabninger i vand:

• Melanoforer (celler med brun og sort pigment)
• Xantoforer (celler med gul og rød pigment)
• Iridoforer (producerer en farverig og reflektiv klarhed)

Afvigende farver har mere gængs tendens til at være resultatet af genetiske mutationer. Disse mutationer påvirker udviklingen, spredningen af kromatoforer og produktionen af pigment.

Identificeringen af gener, som er vigtige for transport, opbevaring og bearbejdning af karotenoider (rød farve), har dog været svær. Dette er ikke tilfældet med de velkendte gener, der er involveret i melaninsyntese (sort farve).

I hvert fald har videnskabsmænd indtil nu undervurderet en tilpasningsdygtig evolution af farveafvigelser hos skabninger i havet. Studiet af dette fænomen med rødlige farver kræver yderligere forskning.